Hvad #Occupy i virkeligheden handler om

Af Morten Bay 58

Kan du se den der dims foran ordet ”Occupy”? Det er et hashtag. Hvis man er fast bruger af microblog-tjenesten Twitter, så er man helt fortrolig med den lille havelåge, der markerer et diskussionsemne. Men det er de færreste danskere, hvis man f.eks. sammenligner med, hvor mange mennesker, der er på Facebook. Twitter er endnu ikke særlig udbredt i Danmark. Men i USA, hvor #Occupy-bevægelsen har sin rod, er Twitter kæmpestort. Og det er ikke tilfældigt at #Occupy-bevægelsen ofte bliver betegnet med hashtagget forrest. F.eks. på den officielle hjemmeside for bevægelsen – her går Occupy Wall Street-bevægelsen under navnet #OWS.

Det er en vigtig detalje, hvis man ønsker at forstå denne nye folkeopstand. Det er vigtigt, fordi der ikke er tale om en eller anden socialistisk modreaktion til mange års højredrejning i vesten. Det er ikke, som det ellers hedder i en artikel her på sitet fra i lørdags, en ”antikapitalistisk” bevægelse. Hvis man tror, at bevægelsen i USA har et slægtskab med f.eks. den ekstremt venstreorienterede, autonome bevægelse i Danmark, så er man helt galt på den.

#Occupy-bevægelsen vil faktisk helst gerne beholde kapitalismen og den markedsorienterede økonomi. De ønsker blot at gøre den lidt mere holdbar og mindske (ikke fjerne) den kolossale afstand mellem rig og fattig i det amerikanske samfund. For #Occupy-bevægelsen har ikke bare sin rod og organisationsform i de sociale medier som f.eks. Twitter, men selve det, de står for, er også i tråd med netværkssamfundets indre form. Det handler om overgangen fra hierarki til netværk som bærende struktur i samfundet.

Det, der er kendetegnende ved netværk, er at netværksstrukturen er anti-hierarkisk uden at være total egalitær. De enkelte punkter i et netværk kan godt være forskellige i værdi, ligesom enkelte punkter kan være mere forbundne end andre. Når sociologer ser det moderne samfund som struktureret efter denne organisationsform, er det ikke fordi, de prøver at ønsketænke deres vej til fuldkommen lighed i samfundet. Det er fordi, de ser en virkelighed, hvor samfundets institutioner er bundet sammen på en anden måde end i industrisamfundet.

For at kunne nå frem til den infrastruktur, der har givet os netværkssamfundet, krævede industrisamfundet siloer, hierarkier og centraliserede vækstskabere. Men i netværkssamfundet bliver økonomien i højere og højere grad spredt ud på mindre firmaer og personer med høj værdi. Det er en tanke, der ligger i forlængelse af europæisk centrisme, et sted mellem socialdemokrati og socialliberalisme. Det er ikke unaturligt, at det er to europæere, hollænderen Jan van Dijk og spanieren Manuel Castells, der er hovedmændene bag teorierne om netværkssamfundet.

Især sidstnævnte lægger stor vægt på tanken om det stærke individ i det hyperforbundne samfund. Castells siger, at dynamikken i vores moderne samfund skabes i relationen mellem selvet og de netværk, det indgår i. Han siger samtidig, at modsætningsforholdet mellem større og mindre magtkoncentrationer historisk set har drevet samfundet fremad, og det vil det blive ved med – også i netværkssamfundet. Netværkssamfundet er altså ikke fuldkommen egalitært og magten er ikke fuldt distribueret, sådan at alle er lige. Men det er decentralt, således at magten spredes ud på langt flere vertikaler end tidligere, og dermed  skabes en mere horisontal – men altså ikke fuldkommen flad – magtstruktur end i industrisamfundet.

Og det er lige præcis, hvad #Occupy-bevægelsen handler om. Det karakteristiske ved #Occupy-bevægelsen, modsat f.eks. den venstreorienterede bølge i 60’erne og 70’erne, er at de ikke ønsker en total omstyrtning af verden. Det er en reaktion på, at afstanden mellem rig og fattig i USA er blevet kolossal, uden at det vel at mærke har skabt øget velstand for alle – nærmest tværtimod. Og at visse republikanske politikere (der nu viser tegn på at være påvirket af bevægelsen) holder så stædigt fast i upragmatisk ideologi, at de justeringer, der skal til, er svære at gennemføre.

Der er ingen agenda om skabelse af et supersocialistisk samfund, ingen 70’er-kommunistiske paroler – ud over de enkelte tåber, der altid benytter sådanne lejligheder til at fremme deres ekstreme dagsordener (som f.eks. en enkelt bruger, der har sat fuldkommen urealistiske, socialist-utopiske krav op på bevægelsens hjemmeside… og som den løse organisation har taget afstand fra).

Et andet karakteristisk træk ved #Occupy-bevægelsen er, at den  er opstået organisk, kun organiseret i netværksform gennem sociale medier. Det tætteste, man kommer på reelle krav fra bevægelsen er et manifest, hvor der opstilles otte punkter, der fungerer som forslag til den amerikanske kongres. Ingen af dem er ligefrem revolutionære eller stærkt venstreorienterede.

To af punkterne handler om begrænsning og regulering af virksomheders støtte til politiske enheder, en tilbageførsel af den kraftige liberalisering af området, der skete for et par år tilbage i USA, til et niveau, der nogenlunde svarer til Europas.

Et andet punkt handler om at Securities and Exchange Commission der bl.a. regulerer børshandel, skal professionaliseres, så ”markedets integritet, samt investorer og private beskyttes” Klassisk Keynes.

#Occupy-bevægelsen ønsker indførsel af et habilitetsprincip – at det ikke skal kunne lade sig gøre at arbejde i en privat sektor, man tidligere har arbejdet med at regulere. Det handler om, at man ikke skal kunne arbejde med lovgivning for en sektor, man håber på at få et vellønnet job i efter sin tjeneste i det offentlige. Et urealistisk princip, men næppe heller ekstrem socialisme?

Man ønsker Glass-Steagall-loven genindført, så investeringsbanker og banker med privatkunder reguleres forskelligt. Denne lov blev nedlagt i 1999, efter i 66 år at have hjulpet med at forhindre den type eskalering, der bragte finanskrisen med sig. Eller sådan lyder argumentet i hvert fald, blandt andet fra Harvard-professoren Elizabeth Warren, der har været en af Obamas tætteste rådgivere.

Man ønsker den såkaldte ”Buffett Rule” indført, hvilket reelt set kan gøres ved at lade George W. Bush’ skattelettelser udløbe som planlagt 31.december 2012. Det vil bringe skatteniveauet tilbage til der, hvor det var for 10 år siden…men socialisme kan det ikke kaldes.

De eneste to krav, som man kan kalde bare lidt ekstreme, handler om at man vil have ”de skyldige” fra Wall Street retsforfulgt for at have skabt finanskrisen. Det er naturligvis noget sludder og noget pjat. Det andet krav handler om at fjerne virksomheders mulighed for at blive behandlet juridisk på samme måde som personer. I en nation, hvor man forventer at op mod 40% vil være selvstændige eller freelancere indenfor få år, er det ikke nogen særlig god idé. Men er det socialisme?

#Occupy-bevægelsen har – hvad der ikke er så underligt – forskellige udtryk og standpunkter, afhængigt af, hvorhenne i verden de befinder sig. Men bevægelsen udspringer i et ønske om formindskelse af den kolossale afstand, der er mellem rig og fattig i USA. Heraf kommer udtrykket ”We are the 99%”. Så når en journalist tilfældigt kommer til at bruge ordet ”antikapitalistisk” om #Occupy-bevægelsen, så er det altså skudt forbi målet. Der skal nok være nogle anarkister og hardcore-socialister blandt dem. Men målet er ikke en omstyrtelse af et kapitalistisk demokrati. Men derimod en justering for at gøre det kapitalistiske demokrati mere retfærdigt, mere langtidsholdbart og mere i tråd med netværkssamfundets struktur.

58 kommentarer RSS

  1. Af Morten Bay

    -

    @Thomas: Du har helt ret i, at Social Libertarianism traditionelt i amerikansk academia har været tolket som tættere på Libertarian Socialism. Som stor Rawls-fan og Nozick-opponent er jeg helt med på den. Men jeg mente det mere i en daglig, politisk diskurs-sammenhæng. Herovre, når man bruger det udtryk, er det om folk, der kan beskrives som Ron Paul med en samvittighed. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at når man går i pedant-mode, som Johan og jeg lige gjorde, og når snakken falder på Chomsky, så er vi allerede ovre i det akademiske. My bad.

  2. Af Johannes Bremer

    -

    En politisk trist historie om en verden i krise helt uden Empati i forbindelse med denne enøjede og endeløse ”produktion” af social økonomisk ulighed og tabere, herunder for en hel generation af unge på verdensplan med 78 millioner arbejdsløse og Danmark med 41.000 – i stedet for en målrettet effektiv ”produktion” af vindere, dikteret af nødvendighedens lov, nemlig om forebyggelse af truende klimaændringer, gennem forskning, udvikling og fremstilling af moderne klimateknologi, hvor fremtiden i modsat fald vil byde på øget CO2 udledning og helt atypiske vejrforhold, sammenholdt med økonomisk ruin grundet stærk stigende energipriser forårsaget af at skønnet energibehov( fra BP) på 40 % inden for de næste 20 år.
    Det er her man kan undre sig over den politiske tonedøvhed, når det samtidig har vist sig, at der står 30 førende investorer fra Asien, Nordamerika og Europa, der tilsammen tegner sig for investeringsønsker indenfor grøn energiteknologi på mere end 2.000 mia. US dollars, jf. IIGCC og ATP.
    Med hensyn til OWS, så er dette tydeligvis helt uden for den økonomiske terminologi, snare indenfor det historiske vingesus, som en kultur, der langsomt og sikkert er ved at miste troen på ”egne guder” og derfor vil lide samme skæbne, som kendes fra Antikken, nemlig opløsning som f.eks. ved den græske og den romerske kultur.
    V.h. johannes

  3. Af georg christensen

    -

    U`tilfredsheden med det nuværende financielle system, hvor kun “terroister” og andre maffia,lobbyist lignende “tosser”, får bevægelses muligheder.

    Det tilkendegiver netop “occupy” bevægelsen, i sit inderste: Ændringer skal omgående iværksættes.

    Alle tænkelige forhindringer, er forlængst fjernet, Ændringerne, får en ny bane at bevæge sig på, i og med forskellige samfunds mærkværdigheder, udvikle sig, uden “finansindustriens”, løgnagtigheder, “bedragerier”, var nok det rigtige og ærlige svar.

    Bare “uden”,(disse “bedragerier”) overfor “samfundsstrukturene”, har “occupy”, bevægelsen nået sit mål, og nedlægger sig selv.

  4. Af Preben Wassmann

    -

    MB prøver her at fortælle os andre hvad denne noget ømtålelige bevægelse går ud på. #occupy-bevægelsen, hvad den vil, hvorfor den er til og hvad den har til hensigt. Det lykkes ikke særlig godt vil jeg sige. Man sidder tilbage med en underlig Hippie-smag i munden, blot med den forskel, at her er ikke tale om at hylde freden, komme hinanden kropsligt nærmere, bryde med ortodokse samfundsmæssige normer, kikke på opdragelsesmetoder og seksualitet.

    Bevægelsen er altså noget #twitter-noget. Det lugter i det mindste af ungdom. Men er det synderligt interessant, nyt, revolutionerende, banebryende, udviklende, medrivende.

    Er det noget der kan komme ind under huden på nogen som helst i det lange løb?. Nej, og atter nej.

    Vores unge generationer har desværre ikke noget nyt at byde på. De sidste 50 år har i virkeligheden ikke budt på noget nyt der har betydning overhovedet. Ingen banebrydende effekter der kan få os til at platoue-springe ind i det nye årtusinde, hverken politisk eller naturvidenskabeligt.

    Intet er skabt af de seneste generationer, der har virkelig betydning for menneskeheden. Symptomatisk nævner MB Twitter som en netværksbaseret nykombling der skal kunne bære en bevægelse op til tinderne og få os alle bragt i en euroforisk stemning og i revolutionær ånd.

    Det lykkes bare ikke. Og hvorfor ikke? Vi er jo stadig i den fantastiske informationsteknologiske tidsalder, hvor der er udsprunget en masse guder fra både apple og microsoftkoncernen, der har kunne standardisere verden på ganske kort tid, og det kaldes innovativt og nyskabende.

    Men alt hvad dette kan – er at sende alt det vi i forvejen ved, og alt det vi observerer her og nu meget meget hurtigt kloden rundt – er det nyskabende eller er det bare fordummende og ressourceforbrugende i en udstrakt grad der gør os alle til medie og PC-robotter og i stor grad uafhægige af vores fysik med maskiner og robotter der kan løse alle vore fysiske mekaniske opgaver.

    Vi bliver nu oplyst og underholdt gennem nettet. Vi kan bare slå op og se hvem der tjener mange penge og så vil vi have del i disse midler, fordi det må da være et krav at andre skal sørge for mit underhold og min udvikling og min velfærd gennem skattebetalinger, når jeg nu ikke kan få foræret et arbejde af staten.

    Det ligger lige til hjørnespark, at gøre de finanscielle institutioner til syndebukke når krisen står for døren.

    Hvordan var det nu lige det var i gammel tid. Nå jo! staten beskyttede ikke individet. Hvis man ikke kunne betale sin gæld måtte man på fattiggården. Så kom industrien, og alle kunne tjene og blive noget. Dem der havde idéerne kunne nu score kassen.

    Så kom fordelingspolitikken og socialismen og velfærd til alle gennem skattebetaling og udligningsordninger med staten som garant. Velfærden med sundhedsvæsen og offentlig forsørgelse blev til skatteskruen uden ende. Hver gang man tjener 1 krone er der 25 øre tilbage. Kontrolorganer der skal regulerer og indkradse afgifter m.m. er offentligt forsørget. Til sidst er der 25% af befolkningen der reelt indtjener til de 75% der er på forsørgelse.

    Det de næste generationer nu mangler er, at brandskatte alle virksomheder, selvstændige iværksættere og innovative sjæle og så tømme de indtjenende banker til yderligere udbygning af velfærden gratisydelser og øvrig uddannelesstøtte.

    Jeg værsågod at malke koen, men mælken slipper snart op, og automatisk forsørgelse af pc-robotterne vil snart være en saga-blot.

    Der var engang et motto omkring den hånd der fodrer dig …… o.s.v. Velfærden er strukket langt, også længere end den vil kunne bære os, desværre –

  5. Af Heine Christiansen

    -

    (Albert Einstein) “Verden løser ikke sin nuværende krisesituation ved at anvende den samme tankegang, som skabte situationen” … Hvis vi ser lidt på semantikken, kan vi måske bedre forstå, hvorfor “at regulere” ikke kan være det samme som “at løse”, når vi hører eksperter udtale, at en regulering af den monetære model vil løse den nuværende økonomiske krisesituation. At regulere et problem er altså ikke at løse et problem. Der kan vel nærmere være tale om at “modificere” problemet? Det lyder bare ikke så afdækkende som “at løse”, men det rammer nok nærmere den egentlig betydning af “at regulere”. Når vi nu er på gaden pga. økonomisk ulighed, må det her handle om “monetære problemer”, har jeg ret? Dermed synes det en smule formålsløst at tale om fortsat at regulere problemer monetært, når vi ved nærmere eftersyn må antage aldrig at have løst disse under tidligere “monetære reguleringer” og heller kan fremefter. Se, hvis jeg så i halen på det smider “regulationssamfundet” på bordet, kan i så komme op med et bedre navn for det? Er det et samfund, der løser problemer? Ser vi “virke” og “lighed” sat sammen, giver det måske “nu”, og ser vi samtidig “virke” og “ulighed” sat sammen, giver det måske “i går/i morgen”. Et andet ord for det sidste er måske bedre valgt med “enten/eller”. Jeg vil hævde, og nu siger jeg det bare, at vi lever i u-virkeligheden. Det monetære system, bank/politik –> demokratiet, er en illusion. Sålænge “human/ ikke human” optræder i vort ordforråd, er vi ikke i mål. Når vi har fundet kærligheden, kan vi udfase behovet for at have “human modsætning” i sproget. Sprog er afføringen af det, vi er. Jeg ved ikke med jer, men jeg vil gerne afsted, så skal vi ikke smutte videre? Vi har noget at finde 😉

  6. Af Digital Democracies » #OWS simply says “We’re here”

    -

    […] Commentator Morten Bay went even further and suggested (in Danish) that #Occupy Wall Street is not only a protest movement initiated, organized and articulated via […]

  7. Af Hans-Christian Andersen

    -

    Jeg bliver altid træt i hovedet når nogen skal kloge sig på hvilke bevæggrunde andre har for at foretage sig noget.

    For mig er det spirende oprør et signal om at vi er en del der er enige i at der er noget der er galt, men det er svært at sætte ord på.

    Kort ville jeg forklare det som: “Et opgør imod spekulation i arbejdsfrie indkomster.” Altså et opgør imod at det er spekulation mennesker belønnes for i denne verden og ikke arbejde.

  8. Af georg christensen

    -

    Occupy bevægelsen, handler bare og ganske enkelt om en ny begyndelse for “finansindustriel” virksomhed, og, at “cassino spilleriet”, med andres penge ophører.

    Hvor der er en vinder, er der også mange tabere,(intet kommer af sig selv), og det vil det enkelte individ ikke længere acceptere, selv om taberen indtil nu, bare er Kineserne. Ballet om “guldkalven”. er forbi. Eller bare en form for “fobi”.

Kommentarer er lukket.