Netmediernes kamp mod hierarkiet

Af Morten Bay 7

USA er ultrakonservativt på mange områder. Det har de fleste læsere af disse sider nok opdaget for længst. Men de fleste bliver alligevel lidt overraskede, når de hører, at man f.eks. i meget stor udstrækning stadig bruger checks til at betale med herovre. Et andet område, hvor USA er håbløst gammeldags, er på virksomheds-organisationsfronten. Herovre har man ikke opdaget fordelene ved hverken flade, spaghetti-agtige eller netværksbaserede organisationstrukturer, når det gælder virksomhederne. I stedet lever mange amerikanske virksomheder stadig med micro-management og et hav af mellemledere, der alle sender ansvaret opad, i stedet for at tage ansvar selv. ”I’ll have to talk to my manager” er et af de udtryk, man hører allermest herovre. Det er en stor hæmsko for USAs konkurrenceevne og produktivitet, at der hele tiden skal tjekkes efter med chefen, før noget kan blive gjort.

Netflix og Zappos fører an

Men, som det også er typisk for USA, er der visse firmaer, der tager tyren ved hornene og gør noget fuldkommen anderledes. Flade netværksstrukturer i virksomheder breder sig lige nu, fordi folk kigger på virksomheder som Cisco, der er har nedlagt hierarkiet til fordel for en netværksform, og det har hævet deres produktivitet helt enormt. Mindre firmaer, især medievirksomheder og internet-startups, går dog endnu videre. DVD-postordretjenesten Netflix, der sendte Blockbuster til konkursland og hvis film-streamingtjeneste nu sidder på næsten 30% af det amerikanske bredbåndsforbrug, har f.eks. besluttet sig for, at aflyse almindelige ferier. I stedet tager man bare fri, når man har lyst. Hvis man altså vel at mærke har leveret det, man skulle i følge sin projektplan – og i en acceptabel kvalitet. Denne nyvundne frihed og ejerskabstildeling  bliver holdt op imod benhårde krav til at levere varen. Ellers er det ud på r.. og albuer. Performer man, får man frihed. Det giver glade medarbejdere og større produktivitet. Det har netshoppen Zappos.com også fundet ud af. Deres topchef, Tony Hsieh, har netop skrevet bogen ”Delivering Happiness”, der skitserer en virksomhedskultur, hvor alt er gearet mod tilfredshed: Kundernes tilfredshed er i højsædet, ligesom medarbejdernes er det. Ikke profitmaksimering.

Glæde skaber profit

Selvfølgelig vil Zappos gerne tjene penge, men konceptet er, at glade kunder vender tilbage og glade medarbejdere er produktive. Så Zappos ledelse fokuserer på at skabe glæde i stedet for at for at skabe profit. I følge Hsieh kommer profitten af sig selv, hvis man anlægger denne synsvinkel. Det er muligvis en naiv tanke. Men det er også udtryk for et nybrud i den måde, amerikanske virksomheder fungerer på. Et opbrud, der er fremtvunget af, at Kina nu har endnu bedre og mere effektive hierarkier end USA. Kina er jo ikke kendt (endnu) for deres gode arbejdsmiljø og tilfredse arbejdsstyrke, vel? Som vanligt er det hos netmedier og –virksomheder, man kan se nybruddet først. Og med den årtier gamle tradition, vi har i Skandinavien for flade strukturer, burde vi måske også komme ud af starthullerne og nytænke måden, vi organiserer os på.

7 kommentarer RSS

  1. Af Bjorn Sorensen

    -

    Du har bare glemt at prisen hos os er de 600.000 langtidsledige som ikke lever op til idealet.

  2. Af Mikkel Schmidt

    -

    Står Netflix virkelig for 30% af det amerikanske bredbåndsforbrug? Fact check http://talmagi.blogspot.com/2011/08/netmediernes-kamp-mod-hierarkiet.html

  3. Af Peter Damm

    -

    I Frankrig bruger de også checks i et stort omfang og micro management lader også til at være reglen frem for undtagelsen her. Jeg har heller ikke helt forstået hvorfor folk insisterer på at bruge noget så forældet, men det er vist noget med en kamp mod bankerne og deres gebyrer, ( I det mindste her i Frankrig).

    Det er nu et pænt stykke tid siden at Hsieh kom med “Delivering Happiness”, jeg læste den for lidt over et års tid siden, men den er stadig ekstremt nytænkende når det kommer til kundeservice og kan varmt anbefales til alle der gerne vil have indsigt i hvordan man kan levere en “wow-effekt” til sine kunder.

  4. Af Karsten Aaen

    -

    Morten, du glemmer at fortælle, at normen i USA er to ugers ferie! Om året! Kun meget meget langtids-ansatte i et firma har måske krav på fire ugers ferie, topchefen, måske 5 eller 6 uger.

    Og det jo netop derfor vi i Danmark har indført 5 eller 6 ugers ferie – fordi vi godt ved det giver gladere medarbejdere som performer bedre når de kommer tilbage på jobbet…

    Mht. betaling med checks, så tror jeg nok, at det danske samfund er længst fremme i verden med benyttelse af digitale betalningsløsninger, bl.a. med netbank mm. Og det skyldes mener jeg, vores helt unikke cpr. nr. system; dette system gør ovennævnte muligt.

    Stort set alle andre lande end de nordiske lande har en hierarkisk tilgang til ledelse; dette skyldes vil jeg tro, at Danmark engang havde mange få og små virksomheder, hvor der ikke var langt til chefen. Og modsat i USA, kan chefen i Danmark godt selv finde ud at lave kaffe… Hvilket kulturchok må dette ikke være kinesere, japanere, eller amerikanere…!

    Og det der med at kundernes tilfredshed er i højsædet har den gamle købmand jo forlængst bevist; føler folk sig godt behandler, kommer de igen. Gør de det ikke, køber de varen eller ydelsen hos en anden.

    Hsieh har altså ikke fundet på dette koncept; det er bare godt købmandsskab.

  5. Af Lars Beer Nielsen

    -

    Spændende post, Morten! Skal til at læse Hsieh´s bog. Hørte ham fortælle om den i NPR i sidste uge. Jeg har selv blogget om Netflix tidligere under overskriften: “Fremtidens personalepolitik: Frihed under ansvar … og nul ferie!” Se: http://blogs.vtu.dk/indlaeg/lars-beer-nielsen/2011/03/25/fremtidens-personalepolitik-frihed-under-ansvar-og-nul-ferie

  6. Af Morten Thorpe

    -

    Sporadisk frihed kan vel godt fungere for folk som er helt deres egne, altså single, ingen børn og ingen kone/fast forhold. Hvordan er det lige tænkt at denne slags sporadisk frihed skal fungere for at gavne familie-liv? Der er jo ingen som kan koordinere at de lige når deres arbejds-mål samtidigt med deres kone, eller omvendt med deres mand. Det er jo en absurd og enkelt-persons fikseret tankegang.

    Hvordan skal det virke for en mellem-leder i firmaet? Han kan pludselig ikke love nogle successive deadlines, kun skue frem til den næste deadline og hvornår den dato-mæssigt vil være klar.

    Det virker som et “hat-og-briller” forslag, som kun kan implementeres i en meget særegen virksomheds-art og branche.

  7. Af Simon Andersen

    -

    Morten,

    Der er ikke nogen tvivl om at de amerikanske virksomheder er mere konservative end danske. Er der nødvendigvis noget galt med det?

    Jeg tror ikke en dansk tilgang ville virke specielt godt i USA, da man ikke har det samme tillidsforhold til staten og statslige organisationer som man har i Danmark. Derfor ser man netop store moderne virksomheder i USA gå deres egen vej, der er helt forskellig fra både Dansk erhvervsorganisation og traditionerne i amerikansk erhvervsliv.

    Og så lige til sidst: I netop overståede regnskabssæson annoncerede ca. 75% af virksomhederne i USA bedre resultater end forventet. Europa har samtidig haft den værste regnskabssæson i mere end 5 år. Hvorfor mon det? Har du et bud?

Kommentarer er lukket.