Når Hollywood møder Silicon Valley

Af Morten Bay 3

Så har Justin Timberlake lige købt sig ind i MySpace. Ironien kan næsten ikke være tykkere. Timberlake spillede som bekendt Sean Parker i filmen The Social Network. Sean Parker, Der i virkelighedens verden hjalp med at starte Facebook, som slagtede MySpace. Det var i sig selv ironisk, eftersom Sean Parker også var med til at gøre Napster til en god forretning, hvilket slagtede CD-salget…inklusive Justin Timberlakes.

Hvorvidt Timberlake og det reklamebureau, der er hans partner i forsøget på at relancere MySpace (Der nu, i et forfejlet hipness-forsøg har omdøbt sig selv til My_) vil lykkes, vil tiden vise. MySpace stod før opkøbet til at skulle dyre 75% af deres arbejdsstyrke og reducere den fra ca. 400 til 100 mand. Der er ingen tvivl om, at hvis Timberlake og reklamebureauet Specific Media skal rejse MySpace til igen at være det sted, man opdager nye bands og ny musik, så skal der en kolossal rebranding-kampagne til, for her i USA har MySpace været lagt mentalt i graven i et par år nu. Ingen tager dem alvorigt mere, kun de sidste trofaste brugere hænger stadig ved. Timberlakes opkøb er derimod et tegn på noget helt andet og meget mere interessant. Det er en del af tendens, der startede for 5-6 år siden, men som recessionen satte på pause et stykke tid. Nu ser det dog ud som om, trenden er på vej tilbage.

”Siliwood” og ”Hollywired” er to forskellige udtryk for den samme trend, nemlig når underholdningsindustrien i sydcalifornien smelter sammen med tech-industrien i Silicon Valley i nordcalifornien. Der er masser af eksempler, lige fra den nu meget tætte integration mellem computerspil, film og tv, der repræsenterer en enorm økonomisk magtfaktor, til  über-Hollywood-agenten Ari Emanuels indtog som repræsentant for San Franciscos og Silicon Valleys tech-talenter. Timberlakes flirt med tech-investering i forbindelse med My_-købet er blot et af flere nylige eksempler på integrationen mellem Hollywood og Silicon Valley.

Et andet eksempel, der fylder nyhederne herovre lige nu, er Lindsay Lohans flirt med teknologien, der ikke er gået helt lige så godt. En af måderne, Hollywood-kendisser bruger teknologi til at tjene penge på, er ved at tweete sponsorerede beskeder på Twitter. Ashton Kutcher bekender sig til Canon-kameraer på sin Twitter-profil, og Kim Kardashian tweeter om nye restauranter, klubber og modetøj mod betaling. Kendissernes blåstempel giver ikke bare tværmediel synlighed, men en brand-værdi, der næsten er ubetalelig gennem traditionelle reklameveje. Lindsay Lohan tjener ikke så mange penge på film for tiden på grund af hendes nylige husarrest og blakkede ry. Så i stedet har hun også kastet sig over sponsoreret tweeting.

Desværre har den ellers relativt venstreorienterede Lohan ikke helt så meget politisk overblik. Det resulterede i at hun i sidste uge tweetede ud til sine fans, at ”Hvis ikke nationalbanken holder op med at trykke flere penge, bliver dollaren værdiløs”. Twitter-beskeden indeholdt et link til en National Inflation Association, en højreorienteret organisation, der står på republikanernes side i den skattedebat, der lige nu karakteriserer den politiske diskurs i USA. Hovedsynspunktet er at skære ned på de offentlige udgifter og undgå inflation. Ikke nødvendigvis noget, Lindsay Lohan, med sin Hollywood-humanistiske holdninger går ind for. Hvis hun altså forstod, hvad det gik ud på.

Da hendes fans gik hende på klingen over, om det virkelig var hendes holdning, gik hun til bekendelse og fortalte, at der var tale om en sponsoreret tweet i hendes navn. Men at hun da naturligvis var bekymret over de stigende olie- og madpriser, der følger i slipstrømmen af en lav dollar.

I næsten et århundrede har det været en effektiv reklamefaktor at få en kendt person til at bakke op om ens brand. Med de sociale medier, og mødet mellem Hollywood og Silicon Valley, har reklamebranchen fået en nærmest steroide-oppumpet kanal at sælge celeb-branding igennem.

Problemet er bare, at den samme udvikling har gjort folk enormt skarpe til at spotte, når noget er uautentisk.

 

3 kommentarer RSS

  1. Af Ole Sandberg

    -

    “I næsten et århundrede har det været en effektiv reklamefaktor at få en kendt person til at bakke op om ens brand.”

    I “næsten” et århundrede? Næsten? Mener du ikke “i adskillige århundreder” – for ikke at sige: lige så længe der har været salg og marketing?

    Case in point: Den franske “Solkonge”, Louis XIV, var i 1785 i allerhøjeste grad med til at gøre kartoflen til en udbredt og populær afgrøde i Europa, da han lod kartofler plante i sit slot og lod sine kokke servere kartofler i hoffet. Denne celebre “endorsement” gjorde at kartoflen med ét blev utroligt populær.

    Det var bare ét eksempel, men de der ved noget om marketingshistorie kan nok finde tusindvis af andre, der går adskillige århundreder tilbage – eksempler fra 1600-tallet og op (og tidligere), hvor banker, guldsmede, kaffe og andre fødevarer, shipping-firmaer, tøj-designere, parfume-magere osv har baseret en del af deres succes på at denne og hin adelsperson benytter deres firma og dermed giver det en kændis-faktor, der gør at andre også vil benytte det.

    Det er altså et trick der er lige så gammelt som fænomenerne “salg og marketing” er. Intet nyt under solen på det område 🙂

  2. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Ole Sandberg, 30. juni 2011 kl. 09:22)

    Var han ikke død i 1785?

  3. Af Ole Sandberg

    -

    @ John Ulrich Poulsen: Jo, det var han minsandten – ham Solkongen, altså. Der kan man bare lære at man ikke altid kan stole på internettet (jeg slog ham op for at finde årstallet for kartoffel-begivenheden).

    … Nu har jeg lige søgt på “Luis XIV + potatoes” igen, og der er faktisk adskillige engelsk-sprogede hjemmesider der giver et besynderligt årstal. Der må være en eller anden bog eller hjemmeside, de alle citerer fra.

    Men pyt med årstallet. Historien skulle vist være god nok.

Kommentarer er lukket.