Apple-boblen

Af Morten Bay 37

Nu er jeg på ingen måde hverken Apple-hader (ejer adskillige Apple-produkter, som jeg elsker at bruge), finansanalytiker eller børsekspert, og jeg vil da håbe at mit udsagn nedenfor kan få nogle rigtige eksperter på banen med modsatrettede argumenter. Alligevel kaster jeg mig lige ud i en kontroversiel forudsigelse. Jeg tror nemlig, folk med Apple-aktier bør sælge lige nu. For lige pludselig går firmaets værdi ned med et brag. Jeg tror, vi har at gøre med en Apple-boble.

For et par uger siden kom nyheden ud om, at Apple nu er mere værd som virksomhed end Microsoft og Intel – tilsammen. Microsoft/Intel kunne mønstre 316,8 mia. dollar mod Apples 317.6 mia. dollar. Og det er jo bare positivt for Apple, er det ikke?

Hvis man kigger på Apples omsætning i sidste kvartal, lå den på 24.67 mia. dollar – hvilket er ny rekord for firmaet. Omsætningen var steget 84% i forhold til sidste år. Til sammenligning lå Microsofts omsætning på 16.4 mia., en stigning på 13%. Problemet for Apple er indtjeningen. Apples indtjening i første kvartal 2011 var 5,99 mia. dollar mod Microsofts 5,23. En væsentlig forskel, der fik mange journalister til at skrive om at Apple langt om længe havde overhalet rivalen Microsoft. Men bør der ikke ringe en alarmklokke, når Apple kan omsætte for over 50% mere end Microsoft, men kun have et 13% forspring på indtjeningen?

Apples dominans er en tilstand, der ikke kan fortsætte. Apples største marked er og bliver konsummarkedet, og her kan det kun gå een vej for Apple. Tilbage. Android-platformen æder sig allerede nu meget hurtigt ind på iPhones markedsandele, iPad-konkurrenterne får lige så stille og roligt fodfæste, og Apple er stadig ikke lykkedes med at tvinge Microsofts dominans på PC-markedet ned under 90%. Dermed ikke sagt, at Apple-bølgen har lagt sig helt. Men med mindre, Apple snart opfinder nogle nye produktkategorier, er de nødt til at afgive markedsandele til andre.

Og så er der Steve Jobs’ helbred. Lad os bare være ærlige: Han så bestemt ikke godt ud til Apples seneste pressekonference for et par uger siden. Kan Apple fortsætte med at lancere produkter med deres sædvanlige coolness uden Jobs’ strenge krav og personlige fingeraftryk? Sandheden er jo, at Apple ikke er ufejlbarlige. Ping og  MobileMe var eklatante fiaskoer, og nu ser det ud som om, iCloud også blive en del af den dårlige statistik. Er det en trend eller et tilfælde, at Apples produkter bare ikke er lige så gode, når Jobs ikke er hands-on med dem?

Endelig er der Apples P/E, altså price-earnings ratio; Hvor meget Apples aktie er værd i forhold til, hvor meget de tjener. Den er lige nu på det laveste niveau siden 2007, hvor Apple lancerede iPhone (med en enkelt undtagelse omkring Lehman Bros.-sammenbruddet.)  – et tegn på at aktionærerne er ved blive urolige.

Man kunne altså udlægge den nuværende situation som om, Apples aktionærer på formodet efterbevilling har banket firmaets værdi op et sted, hvor det aldrig kan levere et tilsvarende udbytte. Så snart den virkelighed går op for investorerne, risikerer Apples værdi at falde med et brag. Og boblen vil være bristet.

37 kommentarer RSS

  1. Af Rune A

    -

    Det var da egentlig et sjovt indlæg. Hvis ikke for andet, så skulle man da tro du egenhændigt var ude på at tale Apple-aktien ned.

    Jeg følger en del med på det marked, og har gjort i mange år. Så meget at jeg så sent som for kort tid siden havde 1-1 samtaler med de Gartner analytikere der dækker Apple specifikt og mobilmarkedet generelt. Alt det du skriver er bestemt ikke mit indtryk.

    Markedsandele: De nyeste tal viser at Apple tager markedsandele med iPhone. De viser også at grundene til at Apple ikke har taget flere markedsandele er at de ikke kan producere nok og at folk venter på iPhone 5. I mellemtiden er Apple blevet verdens største mobilproducent målt på omsætning – større end Nokia. Hvem havde forventet det for bare 1 år siden? De har også smadret RIM som alle nu spekulerer i skal sælges før det går helt galt.
    Hvad angår iPad så skærer konkurrenterne i deres ordrer fordi deres tablets ikke sælger, hvorimod Apple sælger alt der bliver produceret.

    PC’er: Korrekt, at selvom Apple vedbliver at tage markedsandele, så er det fra en så forsvindende lille del at det ikke er noget der påvirker MS meget. Og det vil det også fortsætte med – altså ikke påvirke MS meget. Men hvad… Apples produkter koster jo også kassen, så man kan vel umuligt sammenligne en luksus-producent som Apple med massemarkedet som Acer, HP, Dell, Lenovo og alle de asiatiske producenter?

    iCloud etc: Det er korrekt at MobileMe var en eklatant fiasko. Ping er også bagud på point – det får ihvertfald ikke meget hype. Men hvordan kan du bashe et produkt som ikke er på markedet endnu? Så sent som i går læste jeg en artikel hvor en analytiker forventede 150 mill brugere af iCloud. Det kan godt være det bliver lavere, men skal vi nu ikke se hvordan det udvikler sig?

    Ift P/E er det korrekt at den er lav. Men det tilskrives at være fordi væksten har været så stor. P/E er højere for mange andre selskaber, hvorfor alle analytikere har kursmål der er pænt højere end den eksisterende kurs.

    Det er korrekt at aktiekursen er faldet lidt. Men er det unormalt? Jeg tænker… der er jo mange mekanismer der spiller ind. Måske kan det være en lidt “forsinket” produktlancering af den næste iPhone, men det kan også være investorer der tager gevinst hjem eller en milliard andre ting?

    Kom nu ind i kampen…

  2. Af Morten Bay

    -

    @Rune:

    Ind i kampen? Jeg har startet kampen 😉

    Der er flere ting, du skriver, der ikke svarer overens med den virkelighed jeg ser.

    For det første: Hvis jeg endelig egenhændigt kunne tale Apple-aktien ned, ville jeg nok gøre det. Men så skulle det være for at sikre firmaet en mere stabil og realistisk vækst, så vi også kan få fede Apple-produkter i fremtiden.

    Mht. markedsandele: Det, du skriver, giver ingen mening. Hvem er det, Apple tager markedsandele fra med iPhone? Det, der sker på verdensplan lige nu, er at smartphonen overtager fra dumbphonen. Så smartphone-markedet udvides generelt. Det kan formodentlig tilskrives iPhonens brugervenlighed, at der langt om længe kom skub i den udvikling, der startede omkring 2003/4 med bl.a. Sony Ericssons P-serie. Derfor fik iPhone et forspring.

    Men alle de undersøgelser, jeg har set, viser at Android-platformen sælger næsten dobbelt så hurtigt som iPhone. Dermed overtager Android-telefonerne fra dumbphones hurtigere end Apple kan gøre det. Apple afgiver både potentielle og nuværende markedsandele til Android, det første hurtigere end det sidste, forstås.

    Se for eksempel den her fra Canalys: http://www.zanura.com/blog/reviews/android-sales-vs-iphone-sales-in-2011/

    …der i øvrigt også viser, at Android-platformen vil sidde på 41% af markedet, når 2. kvartal slutter. I USA, hvor Apple har deres største marked, sidder Android på 49% af smartphone-markedet mod iPhones 31%. Men når folk alligevel tror, at iPhone er den mest populære platform, så er det jo fordi Apple-ukritiske journalister skriver historier om, at iPhone er den mest populære smartphone. Og det er jo også rigtigt, men det er kun fordi udvalget af telefoner med Android ombord er så meget større, og man kun kan få iOS på iPhones.

    Det ændrer ikke på, at Apple nu møder en modstand i markedet, de ikke har mødt før, og ikke har udvidet deres markedsandele i lang tid. At påstå, at Apple kun sælger halvdelen af, hvad Android-platformen sælger, fordi Foxconn-fabrikkerne ikke kan følge med og fordi folk venter på iPhone 5/4S er jo absurd.

    Mht. iPad og iPad 2, så er det korrekt, at de to tablets er tablet-markedets ukronede konger. Men det, du skriver om konkurrenternes tablets er simpelthen ikke korrekt – i hvert fald ikke for alle tablets. Nook Color er en stor succes her i USA: http://news.cnet.com/8301-17938_105-20048052-1.html

    …og det viser, at der ER plads til andre spillere på tablet-markedet, hvilket igen viser, at selvom Apple formodentlig stadig vil være dominerende på dette marked noget tid endnu, kommer de til at afgive markedsandele.

    For når man har monopol på et marked, hvor der introduceres en ny, succesfuld spiller, kan det kun gå een vej, og det er ned. Det princip gælder for både iPhone og iPad. Apple kunne fastholde deres monopol på mp3-afspiller-markedet med iPod, men nu hvor iTunes også må afgive sin monopolstatus verden over, bliver de også trængt tilbage her.

    Så jeg fastholder min konklusion, at Apple kun kan se sine markedsandele blive mindre fra nu af, med mindre de kommer med en ny produktkategori, de kan monopolisere.

    Mht. iCloud, så basher jeg den skam ikke (Så skal du se, når jeg basher noget), jeg skriver bare, at iCloud som produkt ser ud til at blive en del af den dårlige statistik. Og det er såmænd blot ud fra den betragtning, at iCloud har fået megen kritik for ikke at kunne det, man havde forventet, og fordi Apple ikke – som med deres andre succesfulde produkter – kan monopolisere det marked. Google og Amazon og ikke mindst Dropbox har bedre og billigere alternativer, der allerede er derude. Jeg siger bare, at hvis iCloud følger det mønster, Apple som regel er ude i, når de prøver at lancere et ikke-monopolprodukt, så vil det fejle. Men jeg brugte bevidst udtrykket “ser ud som om.”

    Mht. PC-markedet: Det nævnte jeg jo blot for at sige, at det heller ikke her, Apple skal forvente at hente de indtægter, der kan retfærdiggøre deres urealistiske, bobleagtig værdisætning. Og du bekræfter jo sådan set den pointe.

    Jeg har ikke set nogen steder at den lave P/E tilskrives den høje vækst. Tværtimod handler det jo netop om, at P/E burde være fulgt med den høje vækst, men dette er ikke sket. Jeg har kun set den lave P/E blive tilskrevet uforklarlige årsager eller investor-urolighed, som her: http://www.asymco.com/2011/04/27/the-apple-growth-scorecard/

    Men også på Wall St. er der folk, der som en del af Apple-kulten nægter at se på fakta. Andy Zaky brokker sig nærmest over at folk ikke vil investere i Apple (som han selv har gjort), selvom han heller ikke vil se Android-truslen i øjnene, og ikke forstår forskellen på platforme og håndsæt: http://seekingalpha.com/article/269751-zaky-apple-s-p-e-ratio-falls-to-lowest-level-since-financial-crisis-despite-92-earnings-growth

    Og mht. at aktiekursen er faldet lidt – Apples aktiekurs har været stagneret i to kvartaler nu og virker som om, den har ramt et loft. Hvad tror du, der sker, hvis Steve Jobs ender med at bukke under for sin sygdom? Det forholder du dig ikke til.

    Jeg håber naturligvis, han overlever. Et arrogant geni er stadig et geni, og verden har brug for hans slags. Men han ser sgu ikke for godt ud.

    Alt i alt – der er ikke ret meget i det, du skriver, der kan få mig til at skifte mening.

  3. Af Christian H

    -

    Touché…

  4. Af Jørgen F.

    -

    Da min datter forrige jul sagde at hun i hvert fald ikke ønskede sig en Nokia var kursen 9 EUR.

    Nu er kursen 4 – Man skal altid lytte til de sande forbrugere 🙂

    Hvorfor gik jeg ikke kort da…grrr…

  5. Af Bo Strandqvist

    -

    Bobler er jo et naturligt resultat, når man holder en gryde i kog. Nokia kommer tilbage, Apple kommer tilbage, Ray-Ban kommer tilbage, ja selv sommeren kommer tilbage!

  6. Af Bent Erhvervsøkonom

    -

    “Men bør der ikke ringe en alarmklokke, når Apple kan omsætte for over 50% mere end Microsoft, men kun have et 13% forspring på indtjeningen?”

    Nej det bør der ikke. Apple er en produktionsvirksomhed, mens Microsoft grundlæggende lever af at sælge kopier af produkter, der udelukkende skal produceres én gang. Marginalomkostningerne for Microsoft ved at kopiere yderligere et download-eksemplar af Windows 7 er gående mod nul, mens Apple altid vil have en større marginaludgift til materiale og arbejdsløn på deres ipads, Macbooks m.v.

  7. Af Henrik Jensen

    -

    Hvad i al verden bygger du denne konklusion på?

    “Ping og MobileMe var eklatante fiaskoer, og nu ser det ud som om, iCloud også blive en del af den dårlige statistik.”

    iCloud en fiasko? Du dømmer en cloud service ude, som vi som forbrugere ikke har adgang til endnu. En service der sikrer backup af alle mediadata og dokumenter uden megen bruger interaktion? På tværs af alle platforme? Som er gratis? Som man ganske enkelt bare kan sige nej til?

    Lad os tale sammen om 6-9 måneder om dette. Så kan man lave de første konklusioner om iCould succes. Ikke nu ud fra en omgang “uha, Apple vil kontrollere mig igen” panik.

  8. Af Peter Poulsen

    -

    Glimrende diskussion.

    Apple aktien har i gennem de seneste år kun gået en vej -op- og det er vel rimeligt at antage at det må standse på et tidspunkt. I min optik er det dog tæt forbundet til virksomhedens evne til at være forrest i markedsudviklingen, de lever på originale løsninger der er i øjenhøjde med deres brugere

    Som jeg har set deres seneste ider på er det kun icloud der virkelig rykker. (lion og Ios 5) er ikke rigtige nye opfindelse, men forbedringer af allerede eksisterende.

    Jeg er derimod ikke enig i at icloud bliver en fiasko, jeg tror derimod det kan være endnu et løft fra de andre. Jeg har brugt mobile me i nogle år, og indrømmer det har en række begrænsninger, hertil kommer at det er for dyrt. Det har dog også store fordele, og er et produkt som jeg ikke kan få os google uden videre. Tro mig jeg har prøvet at spare de 1100 kr årligt. Kalender synkronisering er genialt for familier, ligesom det at apples fildeling nu bringes uden for hjemmet. Billeder taget med din telefon er automatisk oploaded til din sky, og dokumenter er tilgængelige hele tiden. Din musik har du altid på dig, ja tilmed film.

    Meget af cloudideen er tilgængeligt i mobile me idag, og jeg må indrømme at de kan lave det med brugerinterfase som almindelige mennesker kan bruge ( imodsætning til google og ms)

    Prisen på icloud kommer til at være meget lavere end mobile me 30 $/år er overkommeligt.

    Jeg er fortrøstningsfuld hvad det angår.

    Iphone 5 kommer til efteråret, men vil næppe gøre noget revulotionerende, (design mæssigt meget som iphone 4, bare teknisk bedre. ) man kan dog håbe der er markeder at tage fra blackberry, som i min verden er et helt igennem håbløst produkt, med en uforståelig høj markedsandel i buiseness segmentet.

    Endelig er der en nye muligheder i apple tv, som vel må siges at være den største fiasko uden for USA hvor det endnu slet ikke giver mening. Streaming og icloud kan dog løfte den ide og pludselig skabe en enkel multimedieløsning til almindelige forbrugere.

  9. Af Morten Bay

    -

    @Henrik:

    Se min kommentar ovenfor – Hver gang Apple har forsøgt sig i et marked, hvor der allerede var andre, der var dominerende, har de fejlet. Og med iCloud går de ind på et blodrødt ocean, hvor Dropbox, Sugarsync, Google, Amazon og Microsoft allerede sidder. (Og nej, mobiltelefon-markedet er ikke et eksempel, da der ikke var nogen, der “ejede” smartphone-markedet, da Apple gik ind på det.) Men jeg skriver også “ser ud som om”, fordi end ikke jeg kan spå om fremtiden med 100% sikkerhed. Jeg er ikke bange for at blive kontrolleret af Apple. Jeg er trods alt iPhone-bruger 🙂

    @Bent:
    Du glemmer tre ting:
    1. Microsoft producerer masser af hardware, f.eks. Xbox 360, Zune, Kinect og en hulens masse keyboards og mus. Deres omsætning er ikke baseret helt så meget på det som Apple – men det, du skriver, er ikke korrekt.

    2. Apple har en meget høj profit på deres produkter, fordi de ligger 30-40% højere i udsalgspris end konkurrerende produkter, der koster det samme at producere. Derudover kontrollerer de i meget høj grad detailledet selv og kan styre, hvor meget forhandlerne får lov at lægge oven i prisen.

    3. En dårlig forretning er en dårlig forretning, uanset betingelserne.

    Så jeg mener stadig at forholdet mellem omsætning og indtjening hos Apple er problematisk, sammenlignet med deres konkurrenter og markedet lige nu.

  10. Af Morten Bay

    -

    @Peter:

    Jeg er 100% sikker på, at iCloud bliver et lækkert produkt. Jeg tror bare ikke på at det bliver en succes udenfor den gruppe af mennesker, der i forvejen er Apple-tilhængere. Dertil har bl.a. Dropbox allerede sat sig for tungt på markedet. Apple skal nok få en bid af kagen, men de bliver ikke dominerende, og dermed kommer iCloud ikke til at blive en tilstrækkelig stor indtægtsgiver til at retfærdiggøre boblen.

  11. Af Orla Schantz

    -

    Interessant diskussion, Morten, men også med argumenter, der jævnligt dukker op i diverse fora. Mange har forsøgt at “shorte” AAPL, men brændt fingrene hver gang. Du har ret i, at jo større Apple bliver, jo sværere bliver det at fordoble profitten hvert kvartal. Flere har da også påpeget, at aktien nu mere er at betragte som en “value stock” versus en “growth stock” som hidtil.

    Og det er ikke rigtigt, at aktien er stagnerende. I hvert fald ikke set på årsbasis, hvor den de sidste 12 måneder er steget 20% og i det hele taget har fulgt Nasdaq indexet, hvor den for øvrigt for nyligt er blevet “rebalanceret”, så den ikke fylder så meget, hvilket også har taget toppen af stigninger.

    Jeg købte en del i 2005 og de er steget 860%, og den kurve er nok knækket, men jeg kan godt nøjes med 20% om året fra nu af.

    Glemmer du ikke også at tage Kina med i billedet, hvor Apple udvider kraftigt med nye butikker og hvor iPhonen flyver ned af hylderne i uset tempo og er statussymbol nr. 1?

  12. Af Orla Schantz

    -

    – åh, jeg glemte din kommentar om Steve Jobs’ helbred. Det aspekt er for længst “bagt” ind i aktieprisen. Selvfølgelig vil der et par feber-reaktioner i kursen, hvis :)/når han dør. Men da han for et par år siden var på sygeorlov i en længere periode og ingen vidste, om han vendte tilbage, styrede Tim Cook butikken og aktien steg lystigt.

  13. Af Morten Bay

    -

    @Orla:

    Tak for en god kommentar af den slags, jeg efterlyste i toppen af blogindlægget.

    Mht. AAPLs stagnation: Jeg skriver jo specifikt, at den har været stagneret de sidste to kvartaler. På årsbasis fik den et spring omkring årsskiftet efter at have været stigende et stykke tid. At den er stigende gennem længere tid og så stagnerer i to kvartaler er bør da om ikke andet vække opmærksomhed?
    Det er rigtigt, at AAPL har fulgt NASDAQ med op, men omvendt har de i stagnationsperioden ikke haft de store udsving, som NASDAQ har haft i de sidste to kvartaler. Det er selvfølgelig godt nok, men det er også et tegn på afventende investorer, der kan være ved at miste tilliden.

    Mht. Kina: Jeg har skam ikke glemt Kina – og heller ikke Indien. Du har helt ret, de vælter ned af hylderne derovre lige nu. Men det er jo fordi, iPhone først lige er blevet introduceret til kinesernes store teleselskaber. Derfor giver det heller ikke ret meget mening at tale om et “uset tempo”. Men Apple fastholder jo et globalt prispunkt, hvilket er meget langt fra, hvad den almindelige kineser har råd til. Til gengæld er der rigtig mange billige håndsæt-producenter derovre, der kan bruge Android, når den platform for alvor introduceres i Kina.

    Så der er intet, der tyder på, at vi ikke kommer til at se nøjagtig det samme mønster i Kina. Det vil betyde mere omsætning og volumen, men Apple skal ikke bruge mere omsætning, de skal bruge mere indtjening. Hvis de skal kunne honorere deres nuværende værdi, skal de jo nærmest fordoble deres indtjening. Det sker ikke i Kina. Især fordi, der jo er den særlige karakteristik ved statussymboler, at det kun er en mindre procentdel af en befolkningsgruppe, der har dem.

    Jeg håber naturligvis for dig, at AAPL kommer til at stige 20% fremover. Jeg tror det bare ikke – tværtimod tror jeg, I aktionærer får et hak i tuden. Jeg ville sælge på toppen 🙂

  14. Af Morten Bay

    -

    @Orla:

    Mht. Jobs’ helbred: Det afgørende punkt er, om Apple kan definere nye produktkategorier, hvor de kan få monopol igen uden Jobs’ vision. Det tror jeg ikke på, at de kan. Det er fint nok at Tim Cook kan styre butikken – men det kommer der bare ingen vækst af.

    Jeg tror, vi kommer til at se det samme ske som med Microsoft – at det vil tage lang tid at finde visionerne, når først stifteren er ude af billedet. Apple vil nok – ligesom Microsoft – finde et mere naturligt leje at ligge i, rent værdimæssigt. Men der skal et stort fald fra tinderne til først. Det er derfor, jeg tror, vi har at gøre med en boble.

  15. Af Bo Strandqvist

    -

    @Morten Bay
    Der er jo gået et finans-geni tabt i dig:-) Spekulerer man virkelig i om aktien stiger eller falder når Steve Jobs dør? Har man virkelig ikke bedre ting at tage sig til?

  16. Af Morten Bay

    -

    @Bo:
    Min bank i DK er Danske Bank, Holmens Kanal. Telefonnummeret er 70 123 456. Er du ikke sød at ringe til min bankrådgiver og fortælle ham de pæne ord? Jeg er ret overbevist om at han mener det modsatte 🙂

    Og ja, det spekulerer man desværre i. Jeg synes også, det er trist, at det skal være sådan.

  17. Af Orla Schantz

    -

    @Morten,

    Tak for svarene. Det kan sagtens være, du tror rigtigt, tror jeg. For kodeordet er jo “tro”. Og du er jo også næsten teologisk i dine apokalyptiske forestillinger. Os andre i Apple-kulten tror jo på en anden sandhed 🙂

    Når du skriver, “der jo er den særlige karakteristik ved statussymboler, at det kun er en mindre procentdel af en befolkningsgruppe, der har dem,” så er en mindre procentdel af 1.3 milliard altså RIGTIG, RIGTIG mange. Og allerede før indtoget i Kina, solgte Apple mere i udlandet end i USA.

    Med hensyn til aktieprisen, så er den faktisk billig nu. Vi skal ikke glemme, at Apple har 265 milliarder kr i banken og ingen gæld. Alene det betyder $55 pr aktie, og selve værdien af butikken er derfor af markedet sat til omkring $260. Det er knap 10 gange en indtjening på $25 for deres regnskabsår, der slutter i september. Og det er kun ca. 2.3 gange deres salg i indeværende regnskabsår.

    Det er en meget lav P/E, der gør aktien til et røverkøb. Alle kan fortolke, hvad P/E værdien er udtryk for. Ingen ved det. Men målt ud fra traditionelle alen, er aktien faktisk billig.

    Hvad jeg derimod VED, er, at Apple ikke ender som en død hval a la Microsoft, der lever af at spise sit eget fedt.

    Hvad med at du “shorter” AAPL aktier, og jeg beholder mine, og vi så tales ved om et år eller to?

  18. Af Morten Bay

    -

    @Orla:
    Gode pointer.

    Mht. Kina og volumen: Det ændrer jo ikke på, at de andre producenter har adgang til det samme marked, og der ikke er noget, der tyder på, at Apple skulle blive dominerende på smartphone-markedet i Kina længere end de har været det i vesten. Tværtimod har de andre producenter allerede deres produkter klar, hvilket de ikke havde, da Apple indtog vesten, så Apples dominans bliver nok kortvarig. Markedet vil altså løfte sig generelt, og hvis man så er investor, hvor vil man så lægge pengene? Hos dem, der vokser forholdsmæssigt, eller dem, der har indtaget et nyt marked og ikke forbedret sin procentvise indtjening? Men der ved du nok noget, jeg ikke gør, eftersom min aktiehandel-erfaring er mildest talt meget lille.

    Til gengæld skal du passe på med at undervurdere Microsoft. Deres langsigtede strategi går på Natural User Interfaces, og ud fra det kendskab, jeg har til det (emerging) marked, er de meget langt foran alle andre på det punkt. Microsoft kommer ikke til at leve af software i fremtiden, men af interfaces.

    Muligvis har Apple lignende strategier og teknologier gemt i laboratorierne i Cupertino. Igen må jeg bare sige, at jeg er bange for, hvad der sker med de visioner, hvis Steve Jobs skulle gå hen og dø eller være nødt til at trække sig tilbage på grund af sygdom.

  19. Af Orla Schantz

    -

    Tak igen, Morten, for svar. Nu skal vi to jo ikke besætte hele kommentarfeltet :-), men lige et par hurtige reaktioner.

    Det er nok sandt, at det kinesiske marked (måske) bliver en kopi af det vestlige, og at Android telefoner vil få stor udbredelse. Plus en masse lokale kloner. Min pointe er bare de bare tal! Skal vi så sige “en mindre procentdel” af en lav milliard? Det er stadig mange, mange, mange.

    Du ved mere end jeg om Microsofts fremtidige interface strategi. Som investor må man bare konstatere, at aktien ikke har rokket sig ud af stedet de sidste fem år.

    Om Apple post-Jobs er jeg sikker på, at hans ånd fortsat vil besjæle hver eneste skrue og kode i firmaet. Hans nekrologer har ligget færdige de sidste par år, også i Cupertino. Så selv om han som en anden Lazarus jævnligt genopstår, er virksomheden klar til hans endelige farvel og tiden derefter.

    Men tilbage til aktien. Put your money where your mouth is! Hvis du ikke forpligter dig ved at shorte AAPL, så er din dommedagsprædiken jo bare for sjov og en munter blogpost med en fængende overskrift.

    Kom nu rigtigt ind i kampen!

  20. Af Morten Bay

    -

    @Orla:

    Ah, ja. Hvis jeg dog bare havde nogle penge at putte, hvor min mund er, tog jeg gerne din udfordring op 🙂

  21. Af Nicklas Augustine

    -

    #Morten Bay

    En lidt tynd analyse af Apples fremtid.
    Hvad er det, der gør, at virksomheder såsom IBM kan overleve 100 år i en så ufattelig svær og omskiftelig branche som teknologi og IT?

    Det handler især om at have en virksomhed, der opbygges omkring en idé fremfor et konkret system såsom Microsoft (Windows er svaret på alt). Apples “idé” er en anelse populariseret:
    Tag en eksisterende teknologi og gør den simpel, flot og sælg dyrt. Denne metode kan let overføres til nye teknologier.

    Kan anbefale en nylig leder i ugebrevet Economist omhandlende (præcis) samme emne: “The test of time”, http://www.economist.com/node/18805483

  22. Af Mikkel Høgh

    -

    Jeg håber ikke der er nogen der laver financielle dispositioner på basis af ovenstående indlæg, for der er bestemt ikke noget der er hugget i sten når det kommer til Apple.

    Et af argumenterne for Mortens undergangshistorie er at Android’s markedsandel stiger hurtigere end Apple. På overfladen lyder det jo ikke så godt, men det skal sammenholdes med at det marked som andelene beregnes af er et marked i eksplosiv vækst. Så selv om Samsung, HTC, Motorola, LG og de øvrige Android-producenter kan overhale Apples markedsandel procentmæssigt, er det ikke det samme som at Apple vil sælge færre iPhones, da der sælges mange flere smartphones nu end tidligere, og den udvikling ser ud til at fortsætte. Altså en mindre procentdel af en meget større kage.

    Så selvom Apples markedsandel har været let dalende de seneste par kvartaler, så har de solgt 18 mio. iPhones i 1. kvartal 2011, dobbelt så mange som året før, og 18 mio. i 2. kvartal: http://en.wikipedia.org/wiki/File:IPhone_sales_per_quarter_simple.svg

    Dertil kommer iPad-markedet, som er helt nyt og sandsynligvis vil vokse kraftigt i de kommende år.

    Salget af Macs er også stigenede, selvom det ikke er her Apple satser hårdest. Det er nok ikke en kilde til stor vækst, men der er ikke umiddelbar grund til at tro at det går tilbage heller.

    Dermed ikke sagt at jeg ejer (eller vil købe) Apple-aktier. Teknologimarkedet er svært at forudsige, selv for økonomer, så brug heller ikke mine holdninger som investeringsvejledning.

  23. Af soren Majgaard

    -

    VectorVest har for nyligt ansat værdien til $500/Apple share,så der er da endnu et stykke vej til toppen. Som med alt nyt er der flere års udvikling før et produkt er tilstrækkeligt fejlfrit. Således også med iCloud. Og ikke mindst fordi der kan gå en rum tid før folk tager det til sig som “a MUST HAVE”. Men ser man på det kæmpekompleks Apple har lavet i vist nok North Carolina, kunne det tyde på, at de forventer at få investeringen hjem, med andre ord, at de vil tage sig betalt for deres nye service. Så med iCloud satser de på, at det nye teknologiske gennembrud virkeligt også bliver det..

  24. Af Lars Dahlager

    -

    Morten, dit udgangspunkt holder ikke.
    For korttidsspekulanter kan der sagtens være god grund til at bekymre sig om Apple-aktien, men hvad med folk der har aktien som en del af sin længerevarende pensionsportefølje, personer der købte Apple-aktier i 2005? Den skelnen gør du ikke, hvad der oplagt er forkert.
    Apple, sammen med firmaer som Google,Facebook og Amazon, har de sidste fem år været de mest succesrige firmaer overhovedet på deres markeder. Det er firmaer, der pr. definition har de gjort alt rigtigt. Du og jeg, med vores viden, kan ikke sige, at Apple burde have produceret andre hardwareprodukter, eller Google burde fulgt en anden databasestrategi eller at Facebooks privacy-ideologi burde have været en anden. Man kan ikke argumentere mod total succes.
    Apple har haft total succes på sine markeder, og er nu det sjette mest indtjenende firma i verden, på historisk kort tid. “Problemet for Apple er indtjeningen”, skriver du så. Baseret på, at firmaet tjener mere end Microsoft? Investerer man langsigtet, er argumentet ‘mit investeringsobjekt har slået det bedst tjenende tech-firma nogensinde, derfor er det et problem’ jo fuldstændig latterligt.
    Nuvel, din påstand er, at alle, også dem der købte billigt og langsigtet, bør sælge nu.
    Men lad os se på argumenterne for Apple-aktiens langsigtede styrker og svagheder.
    – Jobs-faktoren. Steve Jobs er oplagt en væsentlig del af Apples succes. Men din påstand om, at han ikke er en del af Apples fiaskoer, er noget sludder. Du skriver: “Er det en trend eller et tilfælde, at Apples produkter bare ikke er lige så gode, når Jobs ikke er hands-on med dem?”. Jobs var fuldstændigt involveret i Mobileme og Ping, så det er bare forkert. Hvor har du det fra?
    Om hans ‘magi’, hvis det er hans magi og ikke organisationens – overlever ham, ved vi ikke – hverken du, jeg eller aktieanalytikerne.
    – Clouden: Her beviser jeg, at jeg ikke er Applefanboy – for jeg tvivler stærkt på, at Apple kan finde ud af at synce mit liv til internetskyen. Problemet? Alt synkronisering med Apple-software er langsomt – itunes er gletsjeragtigt og rygterne om at Apples iCloud kører på Microsoftsoftware får mig til at tænke, at de ikke har ekspertisen – og heller ikke har tænkt sig at skaffe den. Hvis jeg havde Apple-aktier, ville jeg bruge meget energi på at observere, hvordan lanceringen af iCloud går.
    Men min egen mavefornemmelse er, at Apple har vist sig gang på gang at have en meget klarere vision for deres produkter end konkurrenterne har, og at firmaet derfor er et sikrere investeringsobjekt end så mange andre.
    Hvem tror du på, Morten? Dell? Nokia? Rim? Microsoft? Samsung? Fortæl os hvor du placerer dine penge.

  25. Af Orla Schantz

    -

    @Lars

    Fin kommentar og det er en vigtig skelnen, du laver mellem det kortsigtede og det lange ditto, når vi taler om investering, som Morten gør. Folk, der shorter aktier, er typisk daytradere eller andre med hurtige fingre på tasterne. De kan sagtens skabe hurtige gevinster. Vi andre LTBH (long-time buy & hold) investorer er enten lidt mere dovne eller blot tålmodige. Men timing er stadig det vigtigste parameter, om det så drejer sig om sekunder eller årtier.

    Du nævner selv Google, Apple og Amazon som de mest succesrige firmaer på deres markeder de sidste fem år. Men se nu på deres aktiekurser,

    http://tinyurl.com/6km6k5z

    Jeg købte både GOOG og AAPL for fem år siden, men desværre ikke AMZN. Og Google, som alle kender og tror er en mega-succes, er faktisk en big-time loser på aktiemarkedet i nævnte periode. Man (jeg) ville have tjent mere ved at sætte pengene i den lokale sparekasse. Havde man derimod købt aktien for 10 år siden, er det en helt anden historie.

    Som du skriver til sidst, “Hvem tror du på, Morten? Dell? Nokia? Rim? Microsoft? Samsung?”

    Nu skal Morten selvfølgelig selv svare, men ud af de fem ville jeg ikke tøve med at satse på Samsung.
    Hvad vil du?

  26. Af Morten Bay

    -

    @Mikkel:
    Det, du nævner, skriver jeg faktisk i en af kommentarerne. Det er korrekt, at kagen bliver større, men bare fordi den konkurrerende platform ikke er defineret af EN konkurrent og at kagen vokser, ændrer det ikke på, at Apples procentdel af kagen bliver mindre. Min pointe med det er, at Apple har peaket, eller er tæt på det, og at det kan ses på, at de har (eller snart vil have) erobret de markedsandele, de kan. Så selv med de nye markeder ombord, vil de ramme loftet inden længe.

    @Lars:
    Godt at se en anden veteran ud i techjournalistikken komme på banen med et kvalificeret indlæg. Lad mig lige til at starte med korrigere et par ting, du skriver:

    Apple er IKKE verdens sjette-mest indtjenende virksomhed. De er verdens sjette-mest OMSÆTTENDE virksomhed. De er ikke engang på top 50, når det gælder om at være profitable, hvis man ser på 2010:
    http://money.cnn.com/magazines/fortune/global500/2010/performers/companies/profits/

    Her bliver de slået af Microsoft, HP, Google, GE, IBM og flere andre tech-virksomheder.
    Nu er året naturligvis ikke omme endnu, men jeg vil gerne se Apple springe ind på en sjetteplads over de 50 globalt mest profitable virksomheder baseret på, hvad de har tjent i Q1 og Q2 i 2011. Det store spring for Apple rent omsætningsmæssigt kom jo trods alt i 2010. Det skete dog efter, at Fortune-listen er blevet lavet, så lad os se, når den nye liste kommer.

    Jeg tvivler dog på at de går ind på en sjetteplads globalt. Fortunes liste for 2011, når det gælder AMERIKANSKE virksomheder alene er nemlig kommet. Og selvom det er rigtigt, at Apple slog næsten alle konkurrenter på omsætningen, skete det stadig ikke på indtjeningen: http://money.cnn.com/magazines/fortune/fortune500/2011/performers/companies/profits/
    Apple er USAs 35. største virksomhed, og 8. mest profitable….men IBM er altså nummer 7 og Microsoft nummer 4.

    Og det, at de har problemer med profitten er jo lige præcis det, jeg (og en del rigtige finansanalytikere, der ikke er total amatør som jeg) mener er grunden til stagnationen i deres aktiekurs i Q1 og Q2 og grunden tilm at aktiekursen ikke følger med omsætningen.

    Så at de ikke kan konkurrere på indtjeningen ER et problem for dem, og det eneste, jeg siger, er at det kan tolkes som et tegn på at deres værdi er sat for højt. Det gælder i øvrigt også for Facebook, men det kan jeg måske komme tilbage til i et andet blogindlæg.

    Mht. Jobs-faktoren. Det er heller ikke korrekt, at han var hands-on med de to produkter. Ping blev udviklet færdig, da Jobs var sin første sygeorlov. Og mht. MobileMe, så var han da i hvert fald ikke hands-on nok til selv at tage en del af ansvaret, da han svinede hele holdet bag MobileMe til kollektivt fordi produktet var noget møg: http://www.macrumors.com/2011/05/07/steve-jobs-reaction-to-mobileme-launch-and-other-anecdotes/

    Den Forbes-historie, der henvises til, fortæller i øvrigt også om Apples forsøg på at holde liv i Apple efter Jobs. Det betyder, at det er et problem, de tager alvorligt. Og så er det jo op til een selv, om man mener at visionen kan blive i firmaet, når den visionære forsvinder. Da Apple i sin tid fyrede Steve Jobs, startede han Pixar sammen med nogle fyre fra Hollywood, mens Apple var tæt på at gå på røven. Først, da han kom tilbage, blev Apple til det, vi kender i dag. Microsoft er jo et andet eksempel på et firma, hvor visionerne mangler, efter stifteren er smuttet. De er så heldige, at de har nogle interessante hjerner siddende i deres gaming-afdeling, der muligvis kan redde butikken.

    Så har du til gengæld ret i, at man bør skelne mellem langsigtede investeringer og kortsigtede. Det tager jeg ikke højde for i min let provokerende indledning på indlægget. Man skal jo lokke læseren, som du jo ved 🙂

    Hovedpointen med mit indlæg er at sige, at Apples værdi er sat for højt, og at firmaets værdi risikerer at rutsche nedad meget kraftigt og meget hurtigt. Det er også en kommentar til det ukritiske Apple-hysteri, der kan findes i medierne og blandt techfolk.

    Har man satset langsigtet og købt for længe siden, vil den kurs, Apple lander på, når boblen brister, nok stadig være højere. Så det har du helt ret i.

    Mht. hvor jeg placerer mine penge: Jeg er sgu en fattig mand, Lars, jeg har ingen penge placeret andre steder end i banken, og der står heller ikke ret meget. Jeg vil hellere banke gæld af (og der har været en del) end investere lige nu, hvis der kommer lidt ekstra penge.

    Men jeg går da i mit stille sind og ønsker, at jeg havde nogle penge at investere. For så ville jeg nok gøre det i Yahoo, hvis aktie er helt i bund lige nu. På et tidspunkt vil det gå så skidt for Yahoo, at Microsoft efter utallige forsøg får held med at købe Yahoo, hvilket burde få aktien til at stige. Den sidste antagelse er dog muligvis et klart udtryk for min totale mangel på erfaring med aktier, så her må vi have Orla på banen.

    @Orla: Hvad tror du, der sker, hvis Yahoo bliver købt af MS?

  27. Af J M

    -

    Spændende diskussion.

    Hvorfor har ingen nævnt det endnu? OVEREKSPANSION.

    Apple har en produktportefølje der spænder: Mobil, musikafspillere, tablets, PC, TV, bærbare, skærme og læg dertil en hulens masse software.

    De laver selv en stor del af den hardware, der sættes i, med undtagelse af samarbejdet mellem Intel og AMD.

    Det er iPod, iPad og iPhone der driver forretningen, fremad.

    Det fremgår ekstremt tydligt af Q1 earnings-rapporten.

    Men de insisterer konsistent på, at udvide porteføljen med en masse produkter ikke sælger specielt godt. Jeg tænker her iMacs eller bærbare især. Kæmpe omkostninger for firmaet.

    Nu blev argumentet om at overleve 100 år på IT-teknologi markedet præsenteret ovenfor, og kan debatteres vidt. Jeg mener at det kan koges ned til Michael Porters generiske strategier, nærmere bestemt, at virksomheden skal gøre det dén kan, og gøre det bedst. Apple har efterhånden hænderne i så mange kagedåser, at de ikke kan være førende på alle fronter. Der ligger et kæmpe ansvar på iCloud, idét at få linket alle produkt-linjer, og tilføre værdi og synergi.

    iCloud har Apple til gode, men de gør efterhånden kun få ting bedre end de andre, og forspringet er så småt ved at være indhentet. Aktien er fin, men jeg har bevidst undgået den.

    Jeg tror ikke langsigtet på AAPL.

    Der foreligger ganske vist en række argumenter for- og imod-

  28. Af Mikkel Høgh

    -

    @Morten jeg synes du skylder at forklare hvor du skulle se indikationer på at salget af iPhones skulle falde? Det er steget mere end 100% ifht. sidste år. Jeg tror du læser for meget ind i markedsandelene.

    Faktisk er der nye tal som viser at Apples markedsandel er steget efter introduktionen af Verizon iPhone: http://techcrunch.com/2011/06/22/verizon-iphone-android/ 🙂

  29. Af Morten Bay

    -

    @Mikkel:

    Først vil jeg lige sige, at Techcrunch-artiklen er et eksempel på den Apple-bias, der er i de fleste vestlige medier (og som jeg, hvis jeg lige må prale et øjeblik, har dokumenteret i et prisvindende paper på en konference på Stanford.)

    Han skriver: “To be fair, as before, the sheer number of different Android devices out there means they’re undoubtedly still outselling the iPhone when combined together.”

    Jatak, det underminerer jo ligesom hele artiklen…

    “But the market share numbers suggest that even this discrepancy has collapsed. That’s pretty amazing.”

    “Suggest” er det rigtige ord her. For der er INTET i de tal, han fremlægger og henviser til, der understøtter, at det skulle være tilfældet. Tværtimod viser de og flere andre rapporter, at Android-telefoner samlet stadig sælger 30-40% hurtigere end iPhone – selv efter Androids dyk og iPhone 4-introduktionen på Verizon.

    Desuden er der her kun tale om det amerikanske marked, hvor Apple i forvejen er et meget stærkere brand end i resten af verden.

    Mht. hvorfor jeg tror at iPhone-salget kommer til at falde. Det har jeg faktisk ikke sagt, jeg har sagt at markedsandelen bliver mindre. Og der er en væsentlig forskel.

    Her er, hvad jeg tror, der kommer til at ske:

    – Apple kommer til at introducere iPhone 5 på China Mobile, Kinas største teleselskab til september. Det vil blive en enorm succes.

    – iPhone 5/4S bliver også en pæn succes i resten af verden, dog ikke en lige så stor introduktion som iPhone 4.

    – AT&T kommer til at få godkendt deres fusion med T-Mobile på det amerikanske marked, hvilket betyder at alle T-Mobile-kunderne får adgang til iPhone.

    – Apple kommer til at introducere et tv i 2012, det vil blive en moderat succes

    – Apple kommer til at vinde mindst en af retssagerne mod Samsung og dermed få revenue fra salget af Samsung-smartphones, der ligner iPhone.

    Alt dette kommer til at betyde, at Apples omsætning kommer til at stige voldsomt igen frem til slutningen af 2012.

    Men den relative indtjening kommer ikke til at blive bedre, for der er ikke nogle profitmæssige fordele i de ting, der vil ske på det amerikanske marked, og mit bud er, at Apple er nødt til at skære ned på deres fortjeneste pr. iPhone i Kina for at få den ned i en pris, folk kan betale.

    At indtjeningsprocenten forbliver den samme, betyder naturligvis stadig et større cashflow. Men jeg tror stadig ikke på, at det er nok til at modsvare den overvurderede værdi, firmaet står til lige nu.

    Det, der kommer til at virke den anden vej for Apple, er følgende:

    RIM/Blackberry er på vej i toilettet, hvilket efterlader et marked, som Nokia/MS, Google og Apple kommer til at slås om. Her har Android-telefonerne en meget stort fordel, fordi de findes i versioner med tastatur, hvilket Crackberry-brugerne er vant til. så jeg tror, Android kommer til at løbe med en stor del af det marked.

    Nokia/MS kommer til at lave et stort push i 2012. Nokias markedsandel i Kina er faldet til “kun” 20%, fordi de ikke har ordentlige smartphones at introducere derovre. Det får de i 2012 med Windows Phone-telefonerne, og så tror jeg, de enten fastholder eller forøger deres markedsandel, og det, sammenholdt med at Android vil stige på det kinesiske marked efterhånden som de telefoner også gør deres indtog. Det betyder, at Apple nok får stor succes på det kinesiske marked, men deres markedsandel bliver ikke så dominerende, som den f.eks. er i USA. De når dog at komme først, hvilket betyder, at vi kommer til at se artikler med overskrifter som “Apple overtager Kina” mm. Men det kommer til at være et kort, midlertidigt peak. Konkurrenterne vil hurtigt æde sig ind på markedsandelene, hvilket ikke vil blive dækket ret meget i medierne.

    I USA vil Android rebounde, når der kommer en ny version, akkurat som det sker for Apple, når de lancerer noget. Husk på, det er længe siden, der er kommet en ny mobil-udgave af Android. De har haft fokus på 3.0, som er til tablets. Det betyder, at det fald, som Android har oplevet nu, vil blive modsvaret igen, og det vil stadig være den dominerende platform.

    I Europa er Nokia stadig et meget stærkt brand, og jeg tror, de kommer til at rykke med de nye Windows Phones. De bliver formodentlig stadig de mindste af de tre spillere, men problemet her er, at Apple kun har markedsandele at afgive, ikke at vinde.

    Så alt i alt tror jeg, at Apples andel af den SAMLEDE, globale smartphone-kage bliver mindre, selvom kagen bliver større. Det betyder en tilbagegang i forhold til konkurrenterne, hvilket investorerne ikke bryder sig om, hvilket igen kommer til at betyde et fald i aktiekursen og firmaets værdisætning – til trods for en høj omsætning. Akkurat, som vi ser det nu. Den er i øvrigt lige faldet igen, kursen.

    På den lange bane tror jeg, at Android og Nokia/Windows Phone vil tage markedsandele fra Apple, slet og ret fordi deres telefoner er teknologisk overlegne i forhold til iPhone. Problemet er at Android ikke er brugervenligt nok og Windows Phone mangler appsne. Men den diskrepans skal de to platforme nok indhente, og så står tingene mere lige.

    Igen: Med mindre, Apple kan introducere en helt ny produktkategori, de kan dominere, så tror jeg, at Apples vækst enten har peaket eller vil gøre det i 2012. Og det med den nye produktkategori tror jeg ikke sker, så længe Jobs er fraværende.

  30. Af Orla Schantz

    -

    Jamen, Morten, du er en veritabel Nostradamus. Ja, endda mere præcis i dine forudsigelser om fremtidens hændelser, end selv han var!

    Dit indlæg er et typisk eksempel på den anti-Apple bias, der hersker i diverse vestlige fora 🙂

    Men nu tilbage til aktien, som din blogpost jo handler om. Du skriver, den vil crashe. Måske. Måske ikke. Nobody knows. Jeg hverken sælger eller køber, men beholder blot de godt 300, jeg har.

    Du spørger, “Orla: Hvad tror du, der sker, hvis Yahoo bliver købt af MS?”.

    Det har jeg ikke rigtig nogen mening om. Jeg vil ikke røre ved nogle af aktierne. I det hele taget tror (ja, netop tror, som du gør) jeg de store amerikanske tech firmaer efterhånden er blevet for tunge, mætte og uflyttelige. Lad os bare tage søgemaskine markedet. Google, MS Bing og Yahoo rykker ikke længere. Det gør aktierne heller ikke.

    Vi skal til Kina. For et par år siden købte jeg aktier i BAIDU, den helt dominerende søgemaskine i landet. Den har fart på og mulighederne for vækst er stadig fænomenale. Og aktien vil fortsat rejse mod nord. Et andet godt bud er Netease (NTES) en af de største kinesisk gaming portaler. Aktien har heller ikke skuffet. Og så i en anden blodgade: ZNH (Southern Chinese Airlines) der er flyvende. Og der er ufattelig mange mennesker og varer, der skal flyttes og der kommer flere og flere af begge slags i mange, mange år. De tre nævnte aktier handles alle på Wall Street. Hvis du får et par skillinger til overs, så slå til.

    Tilbage til AAPL: Ingen anede i 2006, at Apple ville lave telefoner. Ingen forestillede sig i 2008, at de ville lave en tablet. Hvad er det, vi ikke kan forudsige her i 2011? Hvad vi ved, er, at vi har at gøre med en virksomhed, der er hovedrig, tiltrækker markedets mest talentfulde medarbejdere, og har klodens bedste PR maskine, plus selvfølgelig den massive pro-Apple bias i alle vestlige medier 🙂

    Hvad der måske kan medvirke til, at du får (lidt) ret, og som også “bekymrer”, noget så efemerisk som “die Zeitgeist” = hvad sker der, når “the coolness factor” fordufter, fordi alle og enhver hr. og fru Jensen har en MacBook, en iPhone og snart også en iPad?

  31. Af Mikkel Høgh

    -

    Morten, det er en lang række af antagelser du har stillet op, og for at dit scenarie bliver til virkelighed, så kræver det at:

    1) iPad ikke bliver en stor success.
    2) Apple ikke formår at overgå konkurrenterne med iPhone/iOS 5/6/7.
    3) Apple ikke har andre ting i pipelinen som kan blive storsællerter.
    4) At Nokia ikke laver endnu en fumble med WP7.

    Det skulle ikke undre mig at en eller to af tingene sker, men alle fire ser jeg som temmelig usandsynligt.

    Det er et spændende scenarie, men at du som i dit oprindelige indlæg stiller det frem som noget der skulle være specielt stor sandsynlighed for, mener jeg ikke der er tilstrækkelig fundering for.
    Og at kalde det en boble at et enkelt firmas aktier skulle være overvurderede, det er nok at tage munden lidt for fuld 🙂

  32. Af Morten Bay

    -

    @Mikkel:
    Jeg har svært ved at se, hvorfor de fire punkter er forudsætninger for at Apple kommer til at miste markedsandele. iPad ER i allerede en stor succes, der også allerede møder modstand i markedet, som dokumenteret ovenfor. Jeg har argumenteret heftigt for, hvorfor Apple får svært ved at have andre ting i pipelinen, når Jobs er fraværende, og Nokias “fumble” skal huleme være stor, for at de ikke tager om ikke andet så små markedsandele. Og som jeg har også har dokumenteret ovenfor er Android-platformen i langt hurtigere udbredelse end iPhone og har været det næsten siden starten. Så rent sandsynlighedsmæssigt er det faktisk ret U-sandsynligt, at iPhone 5/6/7 kan overgå konkurrenterne. Du har til gengæld ikke præsenteret nogen som helst argumenter, der modsiger ovenstående. Så du må undskylde, hvis jeg ikke tager din mavefornemmelse-sandsynlighedsberegninger til efterretning.

    @Orla:
    Jeg vil meget gerne sende dig mit paper, hvis du ikke tror på at der er en bias til fordel for Apple i vestlige medier. Men jeg har desværre på fornemmelsen, at du som Mikkel og alle andre Apple-fanboys ikke er villig til at lytte til rationelle, videnskabelige argumenter.

    Business Insider kalder fænomenet for the Apple Reality Distortion Field.

    Kevin Roberts, CEO fra Saatchi & Saatchi kalder det for Loyalty Beyond Reason.

    Og så bare lige for en god ordens skyld: Jo, vi, der beskæftiger os med teknologinyheder vidste skam udmærket, at Apple var på vej med en telefon i 2006 og på vej med en tablet i 2008. Og også før det.

    Allerede da Apple i 2002 ansøgte om trademark på “iPhone” i Singapore, vidste vi, at den var på vej.

    Det er den slags lange tendensforløb, som jeg beskæftiger mig med professionelt, når jeg rådgiver firmaer om tech-tendenser. Så der er sgu ikke ret meget Nostradamus over det. Det er strategic forecasting.

  33. Af Mikkel Høgh

    -

    Morten, jeg har svært ved at se hvordan dine spekulationer skulle være mere rationelle og videnskabelige end andres. At du nu også griber til ad hominem understreger vel bare at dine argumenter ikke har noget tøj på… 🙂

  34. Af Orla Schantz

    -

    Jo, jo, da – selvfølgelig er vi da lydhøre overfor “rationelle, videnskabelige argumenter”, når de bare ikke drejer sig om blogpostens emne, nemlig aktiemarkedet. På dette felt har vi desværre ikke den slags 🙂

    “Strategic forecasting” er et fascinerende område og al held og lykke med din business. Nu kunne jeg være fræk nok til at spørge dig, hvad Apple har i ærmet de næste fem år. Ved du noget, som du ikke vil åbenbare af hensyn til din levevej, og er det derfor, du mener AAPL vil styrtdykke?

    For øvrigt, hilsener 🙂 fra din hjemby L.A., hvor min kone og jeg er på ferie de næste fire uger

  35. Af peter sander

    -

    Jeg er meget uenig med blogholderen. Jeg tror vi vil se store stigninger på Apple i indeværende år.

    Der er self. Iphone5, et nyt Lion, der kommer til at revolutionere, en Ipad der sidder på 90% at tablet indernettrafikken.

    Hvad med at Apple regner med at sælge 8 milleoner Mac’s i kvartalet istedet for de nuværende 4 millioner ? Noget med Macbook Air og SandyBridge, tænk hvor nemt de kan øge markedsandel med et suverænt Lion med app interface og nye gesture controls. Windows er ved at være oldnordisk, Apple er ved at være MEGET foran i brugervenlighed og det opfatter flere og flere bruger. Iphone brugere vil ende med en Mac. Som mig selv.

    Mht ICloud, så syntes jeg du skal gå ind og se hvordan apple selv demonstrerer sin konkurrenter på det marked. Amazon o.a. er gammeldags og meget langsomme for en bruger der skal uploade 10-50 GB til Amazon serveren…..What…Hos apple ja, der tager medier og musik minutter, fordi den bare scanner din musiksamling og derefter gør den tilgængelig for dig. Det endda i en 256 kbps version, selvom det piratkopierede junk du selv havde var 48 kbps… Jeg betaler gerne 25§ for den opgradering af mine 55 Gb musik, samt at den er tilgængelig overalt på mine OIS devices.

    Hvad kan Amazon et al. Græde, for de har et inferiørt produkt, No shit, se selv efter og argumenter for at Amazon har et bedre produkt.

    Til sidst vil jeg sige at du glemmer den lille ting der hedder brugertilfredshed. Da jeg var Microsoft mand var der altid problemer og besvær, med alle er det i orden selvom der er hegn om haven. Jeg kan ikke se mig overveje at købeandet end en Mac eller en Ipad næste gang, sådan har mange nyreligiøse macfolk det for tingene virker og holder. Det er noget der holder på kunderne og gør dem loyale + de er super ambassadører for firmaet.

  36. Af peter sander

    -

    Forresten…hvordan tror du en Iphone til halv pris vil sælge……Den kommer tilsyneladende til september.

    Den vil være i de billige androidtelefoners segment….Se bare en markedsandel der kommer til at rykke.

  37. Af Apple uden Steve Jobs — Netværkssamfundet

    -

    […] Jeg har tidligere her på bloggen skitseret et fremtidsscenarie for Apple, der ikke ser særlig positivt ud. Der er ret meget statistik, der er kommet på banen siden, der bakker dette op. For eksempel har Gartner prognosticeret, at Apple “kun” vil være den tredjestørste spiller på mobilmarkedet, når det gælder styresystemer i 2015. Det samme siger IDC. Hvis det bliver tilfældet, kan de muligvis stadig være den enkelte virksomhed, der sælger flest smartphones, men salgsvolumen vil være skåret kraftigt ned i forhold til idag, og de vil også være nødt til at skære ned på deres store salgsavancer for at tilpasse sig markeder med mindre købekraft. Omkring samtidig vil antallet af Android-tablets overhale iPads, hvilket betyder at også dette marked vil blive mindre for Apple. Deres indtjening vil blive endnu mindre i forhold til konkurrenterne (også selvom nogle helt fejlagtigt tror, det er dyrere at få produceret hardware i Kina end at hyre en sand hær af højtlønnede programmører i vestlige lande.) […]

Kommentarer er lukket.