Danske børn visner foran skærmen? Sludder!

Nogle gange bliver jeg rystet over, hvor ringe og sensationalistisk, forskningen omkring netværkssamfundets effekt på os mennesker dækkes i pressen.

Et eksempel – der til journalisternes forsvar kun er et eksempel blandt mange – er den på overfladen triste artikel, man kunne læse her på siderne i går om at “Danske børn visner foran skærmen”. Her kunne man læse den sædvanlige skræmmehistorie om at børn bliver mere og mere isolerede foran computerskærmene i stedet for at komme ud i den dejlige, friske natur, hvor de kan lege med andre børn og blive til afrundede, mere perfekte mennesker.

Dette skræmmebillede har jeg personligt hørt om siden min egen barndom, hvor man talte om nøglebørn, der sad foran TV’et, og siden hjemmecomputeren, når de kom hjem fra skole. Og det var altså i 70′erne og 80′erne. Intet nyt der, andet end et større behov for at male Fanden på væggen i højere grad for at konkurrere om læsernes opmærksomhed.

Artiklen er baseret på Skolebørnsundersøgelsen 2010, der netop er udkommet, og som er en rapport, der kommer godt rundt i adfærden blandt børn og unge teenagere i alderen 11-15. Der er masser af gode nyheder i rapporten – f.eks. at antallet af unge drenge i 15-årsalderen, der har prøvet at ryge hash, er faldet kraftigt siden 2002. Eller at antallet af 15-årige piger, som siger, de er kede af det mindst en gang om ugen, er faldet til det laveste antal siden 1984. Et fald på 10% ned til ca. hver fjerde pige. I det hele taget er antallet af piger og drenge, der er kede af det mindst en gang om ugen faldet kraftigt siden 1984, lige fra de 11-årige til de 15-årige.

Men det er åbenbart ikke nyhedsværdigt nok til at tage med i en artikel om børns velfærd.

Til gengæld er det nyhedsværdigt, at de 11-15-årige bruger mere tid “foran skærmen” og mindre tid med deres venner. I den ovenfor nævnte artikel konkluderes det, at “Virkeligheden er, at de 11-15-årige i stigende grad sygner hen foran computerskærmen derhjemme.” Der står også, at “Skolebørnsundersøgelsen 2010 fra Statens Institut for Folkesundhed, der offentliggøres i dag, viser, at børnene i aldersgruppen tilbringer halvdelen af den tid sammen med andre børn, som de gjorde i 1988.”

Problemet er, at dette ikke står i rapporten.

Det, rapporten viser, er at antallet af børn i 11-15-års-alderen, der er sammen med deres venner 4-5 eftermiddage om ugen, eller 5 aftener om ugen er halveret siden 1988. Det er altså at strække virkeligheden noget at konkludere, at alle 11-15-årige har halveret den tid, de bruger med deres venner, blot fordi de unge, der bruger hver eneste dag sammen med vennerne er faldet siden 1988. Det KUNNE jo f.eks. også læses sådan, at flere unge bruger flere dage om ugen i familiens selskab end de gjorde tidligere. Ikke, at jeg tror, dette er tilfældet, men det er en lige så valid læsning af fakta.

Men jeg kan blive helt harmdirrende, når sensationalismen tager overhånd: I artiklen ovenfor skydes skylden for den tilsyneladende alarmerende tendens på de sociale medier, herunder Facebook. Problemet er bare, at Facebook overhovedet ikke er nævnt i rapporten. Ordet dukker slet ikke op, hvis man søger i rapporten i PDF-form. Og det er der naturligvis en grund til. Man skal nemlig være mindst 13 år gammel for at bruge Facebook, så når en af rapportens forfattere nævner Facebook som en af mange ting, de unge laver foran skærmen, er det sandsynligvis kun gruppen af 15-årige, rapporten har undersøgt, som hun henviser til.

Alligevel har artiklens forfattere talt med psykolog Anders Colding-Jørgensen, der er psykolog med speciale i sociale medier. Han påstår, at sociale medier “snyder hjernen til at tro, at vi er sammen med andre mennesker og får dækket alle vores sociale behov. Men kroppen ved godt, at den bare sidder stille helt uden at mærke kropssprog, uden at mærke nærhed, uden at lugte andre mennesker. Det er ligesom at drikke en cola, hvilket får hjernen til at tro, at den har fået næring og vitaminer”

Det er den samme mand, der i sin blog om sociale medier gør op med Dunbar-nummeret, der siger, at vores hjerner kun kan rumme fornuftige relationer med gennemsnitligt 150 mennesker. Colding-Jørgensen påstår, at det tal formodentlig er meget lavere – uden at levere nogen som helst form for argumentation eller dokumentation. Hvis han bare gad at google denne diskussion, ville han f.eks. finde ud af, at Facebooks sociologer for et par år tilbage selv lavede deres egen undersøgelse á la den, Robin Dunbar frembragte Dunbar-nummeret ud fra, og konkluderede nogenlunde det samme. Men også, at der er forskel på de fornuftige relationers intensitet, og at der kun er et begrænset antal mennesker, vi kan rumme at kommunikere med dagligt.

Med andre ord kunne Colding-Jørgensen snildt have fundet masser af argumentation for sine påstande – men han vælger i stedet at frembringe dem som sine egne gisninger. Og det er åbenbart nok til at være en seriøs kilde til en artikel som den ovenstående!? Også selvom Colding-Jørgensens påstande bestrides af internationalt anerkendte sociologer som Richard Ling, Mimi Ito og Christian Licoppe, der sjovt nok siger at hjernen IKKE “snydes” af sociale medier, men at sociale medier derimod udvider sociale funktioner i den fysiske verden, og at hjernen sagtens kan finde ud af, at nogle funktioner overtages af sociale medier, og andre ikke gør.

Anders Colding-Jørgensen kan påstå, hvad han vil. Vi er nok bare uenige. Men den ovenstående artikel falder i den sensationalistiske faldgrube, når den lader hans noget særegne påstande stå uimodsagt. ISÆR, når der overhovedet ikke er belæg for dem i den rapport, hele artiklen handler om! Artiklen nævner da også, hvad rapportens forfattere mener, er årsagen til at børn, der tidligere var sammen med vennerne hver dag, ikke længere er sammen med vennerne hver dag. Der er skåret kraftigt på de offentlige tilbud, der tidligere bragte ungerne sammen. Det giver jo mening, eftersom det netop var sådan, de 11-15-årige så hinanden hver dag tidligere – fordi de gik i fritten direkte efter skole. Når tilbuddene på grund af nedskæringer eller prisstigninger bliver mindre benyttede, er det jo klart, at statistikken vil afspejle det.

Det er ikke spor mærkeligt, og at påstå at danske unge visner foran skærmen på grund af sociale medier, eller at påstå at børnenes samvær med hinanden er halveret siden 1988 på baggrund af denne statistik er simpelthen forkert og skaber en tone i debatten, der er useriøs og som afsporer diskussionen. For det ER en vigtig diskussion. Artiklens forfattere har i det mindste fat i den lange ende, når de har talt med et par børnelæger, hvoraf den ene helt rigtigt siger at: “Udviklingen er alarmerende. Børn er meget mere stillesiddende nu, og det er kun gået den gale vej i de sidste mange år.”

Problemet er, at artiklen forudsætter præmissen, at det er på grund af børns halverede sociale samvær (der altså også er en ukorrekt læsning af rapportens fakta), at børn er mere stillesiddende. Men faktum er jo, at vi ALLE er blevet mere stillesiddende. En af netværkssamfundets store udfordringer er at sikre mere fysisk aktivitet. Mange af de ting, vi tidligere foretog os, som krævede fysisk aktivitet, er nu erstattet af teknologi, der ikke kræver nogen kropslig udfoldelse. Det gælder alt lige fra at gå ned til postkassen for at poste breve, gå i banken for at betale regninger eller mødes med folk.

Fordelene ved denne udvikling opvejer langt ulemperne, men vi er naturligvis nødt til at få den tabte fysisk aktivitet ind ad anden vej, hvis ikke livsstilssygdomme og manglende motion skal slå os alle ihjel. Det har bare ikke ret meget med et faldende antal af børn, der ser deres venner hver dag at gøre. I 1985, da jeg var 12 år gammel, tilbragte jeg meget af min tid med vennerne med at spille plader for hinanden, rode med elektronik og spille computer. Det var ikke bare mig, der var nørdet, det var sådan, de fleste af mine skolekammerater også opførte sig. Vi var sammen (næsten hver dag), men lavede alligevel ikke ret meget fysisk.

Stillesiddende aktiviteter har været en “alarmerende” tendens blandt børn og unge i snart 30 år, og har altså intet at gøre med, hvor mange mennesker, man er fysisk sammen med. Man kan også være med på et fodboldhold, hvor mobningen internt kan drive et barn til depression. De to ting hænger bare ikke nødvendigvis sammen, og at konkludere det – især på baggrund af en rapport, der intet siger om det – er ren sensationalisme.

Til gengæld kunne man jo overveje, om det faktum, at børn ikke er lige så kede af det, som de var i 2002, hænger sammen med, at de bruger mere tid på at socialisere elektronisk med hinanden.
De to tendenser er dog i det mindste begge til stede i rapporten.